Leveret af Google OversætOversæt


Vi vælger hinanden til

SKÆRMPOLITIK I GLADSAXE SVØM · GSC

I GSC arbejder vi for sundhed i bredeste forstand – også den digitale sundhed. Vores fællesskab og sammenhold lever af nærvær: i vandet, på kanten og i omklædningsrummet. Vores skærmpolitik er en påmindelse om at vælge hinanden og fællesskabet til. 


VORES FÆLLES AMBITION

I GSC bruger vi kun skærme, når det reelt gør foreningslivet bedre – fx til videoanalyse, resultater, planlægning eller en omgang Kahoot til et fællesarrangement. Ellers giver vi hinanden vores fulde opmærksomhed. Jo mere vi øver os i det, jo lettere bliver det en naturlig del af GSC-kulturen. Foreningsledelse, kulturbærere, trænere og forældre går foran med det gode eksempel. 


STEDER, HVOR VI SÆRLIGT UNDGÅR SKÆRMENE

  • Omklædningsrum og badefaciliteter: I omklædningsrummet lader vi altid telefonen blive i tasken eller skabet. 
  • Bassin & tribune: Til træning har vi – trænere, forældre og svømmere – blik for hinanden og det, der sker i og ved bassinet. 
  • Møder i klublokalet: Skærmen tages kun frem, når den hjælper mødet på vej. 
  • Træningslejre og events: Trænere og svømmere aftaler sammen, hvornår skærmen har sin plads i fællesskabet. 


HVORDAN VI HVER ISÆR KAN BIDRAGE

Trænere, instruktører og holdledere

• Når skærmen bruges til fx videoanalyse eller planlægning, gør vi det med et tydeligt formål. 

• Vi går foran som det gode eksempel ved at holde telefonen væk før, under og efter træning. 

• Vi hjælper svømmerne med at forstå og bakke op om vores skærmfri forening. 


Forældre

• Når vi er i hallen, er vores fokus på børnene og andre forældre. 

• Opkald og beskeder tager vi efter træningen - det er lige om lidt 

• Kameraet bruger vi kun på tidspunkter, hvor trænere har inviteret til det. 


Svømmere

• Læg telefonen i tasken, når du ankommer til hallen eller stævnet og hils på dine holdkammerater. 

• Er der en øvelse, hvor telefonen skal bruges? Så brug den kun til det. 

• Vær den gode ven, I gerne selv vil have – både i bassinet og online. 


STÆVNER & KONKURRENCER

Skærme er svære at undgå, da programmer og resultater er elektroniske– vi holder dog fast i at være til stede for hinanden på trods. 


BILLEDER, VIDEO OG SAMTYKKE

Vi spørger altid om lov, før vi tager og bruger billed- og videomateriale – både når GSC selv deler noget, og når vi som medlemmer deler med hinanden. Det er klubbens SoMe-ansvarlige, der poster på de officielle profiler. 


SAMMEN OM DEN GODE FORENING

Ovenstående er ikke en facitliste, men en invitation til at bygge en skærmfri kultur sammen. 



Udarbejdet af bestyrelsen i GSC, inspireret af ”Anbefalinger til brug af smartphones og skærme i idrætsforeninger” (DIF & DGI, i samarbejde med Red Barnet, Center for Digital Pædagogik og Digital Sundhed). 


Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram