Leveret af Google OversætOversæt

Vedtægter for Gladsaxe Svømmeklub

Gladsaxe Svømmeklub er stiftet den 2. maj 1949 som en afdeling af Søborg Idrætsforening fra 1916, der ændrede navn til Gladsaxe Idræts Forening i 1968.



§1 Navn og hjemsted

Stk. 1. Gladsaxe Svømmeklub har hjemsted i Gladsaxe Kommune. Gladsaxe Svømmeklub (herefter kaldet Foreningen) kan i daglig tale bruge navnene Gladsaxe Svømmeklub, Gladsaxe Svøm, Gladsaxe Swim Club eller GSC.

Stk. 2. Foreningen er medlem af Dansk Svømmeunion under Danmarks Idrætsforbund (DIF) samt Foreningernes Idrætsråd Gladsaxe (FIG). 

Stk. 3. Foreningen er medlem af Gladsaxe Idræts Forening (GIF), der fungerer som paraplyorganisation for en række selvstændige idrætsforeninger i Gladsaxe.

Stk. 4. Foreningen skal efterleve de til enhver tid gældende regler, forbundet med medlemskaberne af disse forbund/foreninger. 



§2 Formål

Stk. 1. Gladsaxe Svømmeklub har til formål at give medlemmerne kendskab til og mulighed for at dyrke svømning og andre vandaktiviteter, samt være en del af et fællesskab.

Stk. 2. Formålet søges blandt andet opnået ved at tilbyde forskellige former for vandrelateret træning og instruktion samt – med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i foreningen - at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og dermed tage et medansvar i foreningen.





§ 3 Medlemskab

Stk. 1. Som aktive medlemmer kan optages enhver.
 Passive medlemmer kan optages uanset alder. Passive medlemmer deltager ikke i den idrætslige aktivitet.
 Bestyrelsen kan udpege æresmedlemmer der er udnævnt af Generalforsamlingen.

Stk. 2. Alle medlemmer er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse. For medlemmer under 18 år gælder, at disses forældre eller værge står inde for, at foreningens vedtægter og formålsbestemmelse overholdes.



§ 4 Indmeldelse 

Stk. 1. Indmeldelse skal ske på Gladsaxe Svømmeklubs hjemmeside. Indmeldelsen betragtes som gyldig, når det fastsatte kontingent er betalt. Fortrydelsesret er i henhold til købeloven for nethandel og fremgår ved køb via foreningens betalingsmodul. 

Stk. 2. Medlemmer er selv ansvarlige for opdatering af egne data.



§ 5 Kontingent 

Stk. 1. Kontingentets størrelse og indbetalingsterminer fastsættes af bestyrelsen. 

Stk. 2. Kontingentet skal være betalt inden betalingsfristens udløb. Sker dette ikke, fornyes medlemskabet ikke, og der kan ikke deltages i foreningens aktiviteter. 

Stk. 3. Æresmedlemmer betaler ikke kontingent.



§ 6 Udelukkelse og eksklusion 

Stk. 1. Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), hvis vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. 

Stk. 2. I sager om udelukkelse eller eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden Bestyrelsen træffer sin afgørelse. 

Stk. 3. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. 

Stk. 4. En generalforsamlings beslutning om at underkende bestyrelsens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter, jf. § 13.



§ 7 Ordinær generalforsamling 

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af maj måned. 

Stk. 2. Indkaldelse til generalforsamling, med angivelse af dagsorden, annonceres med tre ugers varsel på foreningens hjemmeside. Aktive og passive medlemmer indkaldes tillige via foreningens medlemssystem. Æresmedlemmer indkaldes via mail.

Stk. 3. Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt skriftligt til formanden senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Er der indkommet forslag, fremsendes disse til medlemmerne sammen med endelig dagsorden og det reviderede regnskab sådan, at dette er medlemmerne i hænde senest otte dage før generalforsamlingen. 

Stk. 4. Alle medlemmer af foreningen, forældre eller værge til medlemmer under 18 år, æresmedlemmer samt hvem bestyrelsen måtte indbyde, har adgang til generalforsamlingen.

Stk. 5. Alle aktive medlemmer over 15 år har stemmeret ved generalforsamlingen. Alle aktive medlemmer kan være repræsenteret ved fuldmagt. Fremmødte kan maksimalt repræsentere to ved fuldmagt.

Kun forældre/værger kan stemme på vegne af medlemmer under 18 år. 

Stemmeretten gælder kun medlemmer, der ikke er i kontingent-restance. Der kan kun stemmes ved personlig fremmøde/fuldmagt.

Stk. 6. En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Se dog §§13 og 14. 

Stk. 7. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter: 

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter: 

  1. Valg af dirigent og referent 
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år til godkendelse
  3. Forelæggelse af årsrapport (inkl. revideret regnskab) for det forløbne år til godkendelse 
  4. Behandling af indkomne forslag 
  5. Valg af formand (i lige år) 
  6. Valg af næstformand (i ulige år) 
  7. Valg af kasserer (i ulige år) 
  8. Valg af mindst et øvrigt bestyrelsesmedlem (for to år ad gangen)
  9. Valg af to suppleanter til bestyrelsen (for et år ad gangen)
  10. Valg af revisor 
  11. Eventuelt 


Stk. 8. Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen. 

Stk. 9. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 13 og 14.

 Stk. 10. Afstemning skal foretages skriftligt, hvis fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende.

Stk. 11. Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.



§ 8 Ekstraordinær generalforsamling 

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 60 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet. 

Stk. 2. Mindst halvdelen af de medlemmer, der har fremsat begæring om en ekstraordinær generalforsamling, skal være til stede ved den ekstraordinære generalforsamling. 

Stk. 3. Ekstraordinær generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. Kravene til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. er de samme som for den ordinære generalforsamling.


§ 9 Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af opgaver. 

Stk. 2. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Der føres referat over bestyrelsens forhandlinger og beslutninger. 

Stk. 3. Bestyrelsen består af mindst 5 medlemmer der alle vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er på valg i lige år, medens de øvrige bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år 

Efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med mindst to menige medlemmer. Bestyrelsen kan maksimalt bestå af 10 medlemmer.

Stk. 4. Såfremt formanden er forhindret i at varetage sit hverv, indtræder næstformanden i formandens sted.

Stk. 5. Medlemmer, der er fyldt 18 år, er valgbare til bestyrelsen.

Stk. 6. Personer, der ønsker valg til bestyrelsen, skal være til stede på generalforsamlingen eller have givet skriftligt tilsagn.



§ 10 Regnskab 

Stk. 1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Kassereren skal inden udgangen af februar afgive årsrapport for det foregående år til revisoren. 

Stk. 2. Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. 

Stk. 3. Årsrapport offentliggøres på foreningens hjemmeside sammen med den endelige dagsorden for den ordinære generalforsamling.



§ 11 Revision 

Stk. 1. På den ordinære generalforsamling vælges hvert år en revisor der skal være myndig. 

Stk. 2. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger. Revisoren skal hvert år i marts gennemgå̊̊ årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. 

Stk. 3. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning.



§ 12 Tegning og hæftelse 

Stk. 1. Tegningsretten ligger hos to i forening blandt formand, næstformand, kasserer og en kontoransvarlig/bogholder. 

Stk. 2. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal lånoptagelse på mere end 300.000 DKK (2014) godkendes af generalforsamlingen. 

Stk. 3. Bestyrelsen og foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens evt. gæld.


 

§ 13 Vedtægtsændringer 

Stk. 1. Ændring af foreningens vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. 

Stk. 2. Forslag til vedtægtsændringer skal opføres som et selvstændigt punkt på dagsordenen for at kunne blive behandlet på generalforsamlingen jf. §§ 7 og 8. 



§ 14 Opløsning af foreningen

Stk. 1. Beslutning om foreningens opløsning kan kun tages på en særskilt og rettidigt indkaldt ekstraordinær generalforsamling med kun dette punkt på dagsordenen. 

Stk. 2. Kravene til indkaldelse, mødets ledelse, afstemning mv. er de samme som for den ordinære generalforsamling.

Stk. 3. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal stemmeberettigede medlemmer. For nedlæggelse af foreningen kræves, at mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. 

Stk. 4. På generalforsamlingen skal samtidigt besluttes, hvilke almennyttige formål foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilfalde.

 

 

 

Ved afstemning er ovenstående vedtægter vedtaget på den ordinære generalforsamling i Gladsaxe Svømmeklub den 23. april 2026.


gsc_vedtaegter_GF_2026.pdf







Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram